GRUNDENERGIERNES KOMBINATION

358. Som vi tidligere har set, består tilværelsen af syv forskellige grundenergier.

358A. Disse syv grundenergier er til stede i alle manifestationer, både fysisk og psykisk.

358B. Forestillede man sig at kun én af disse energier var i aktivitet, ville der hverken være vibrationer, bevægelse eller funktion – der ville ikke være nogen målelig aktivitet og derfor stilhed.

358C. Alt eksisterende – universet, sole, planeter, mennesker, dyr, planter og sten, er i en evig bevægelse grundet energiernes modsætningsforhold og ageren med hinanden.

358D. Alle reaktioner mellem de seks grundenergier er at betragte som ”kosmisk kemi” – de levende væsener der er forbundet med disse energier, er derfor, pr definition, ”kosmiske kemikere”.

Den syvende energi – moderenergien – er stedet hvorfra alle disse levende væsener agerer og manipulerer med de seks underliggende energier.

359. Efterhånden som de levende væsener bevæger sig igennem udviklingsspiralen og dermed bevæger sig fra rige til rige, – til- og aftager de seks grundenergier i bestemte cykler.

Hvert rige domineres af én af de seks energier, dvs. den er i kulmination, to er i tiltagende, to er aftagende og én er latent.

I planteriget er instinktenergien kulminerende. Som det ses på cirklen øverst i højre hjørne, er intelligensenergien, – der er en kontrast til instinktenergien, her latent.

Uden intelligens opleves livet som påvirkninger af behag eller ubehag – tiltrækning og frastødning uden nogen form for refleksion.

Som det også ses på den lille figur øverst til højre – befinder vi os i den mørke eller fysiske del af spiralen.

359A. I dyreriget kulminerer tyngdeenergien – dens modsætning, intuitionsenergien, er her latent.

Tyngdeenergien befinder sig i den mørkeste og fysiske del af spiralkredsløbet – al forbindelse til den øverste åndelige halvdel af spiralkredsløbet er næsten ikke eksisterende. Dyrelivet er derfor underlagt ”guddommelig suggestion”, der fungerer som en slags bypass forbindelse til de livsvigtige og opretholdende åndelige energier.

359B. Det rigtige menneskerige er domineret af den kulminerende følelsesenergi – dens modpol, hukommelsesenergien er her latent.

Menneskeriget befinder sig på højdepunktet af hvad det fysiske plan, eller den mørke del af spiralkredsløbet kan præstere og er derfor blomsten af den ”ydre” verden – i stærk kontrast til salighedsriget der med sin hukommelsesenergi – er indbegrebet af en ”indre” verden.

359C. I visdomsriget kulminerer intelligensenergien – dens modsætning, instinktenergien er latent. Analyser i modsætning til fornemmelser.

Bemærk at vi nu er gået over i den åndelige eller lyse del af udviklingsspiralen.

359D. Intuitionsenergien kulminerer i den guddommelige verden og er derfor indbegrebet af åndelighed – det er samtidig den stærkeste af de seks grundenergier.

Kontrasten til den lyse intuitionsenergi er den mørke tyngdeenergi, som derfor er latent.

359E. Salighedsriget er hjemsted for den kulminerende hukommelsesenergi.

Dens modpol følelsesenergien er her latent.

Hukommelsesenergien er ligeledes den dominerende energi i mineralriget og derfor inaktiv på det ydre plan.

359F. På illustrationen ses et afsnit af udviklingsspiralen hvor kombinationen af de energier planteriget benytter sig af, er placeret – både i den mørke og lyse del af udviklingsspiralen.

I planteriget er instinktenergien dominerende – hvis vi forstiller os at udviklingsretningen går med uret, så er rigerne der ligger foran planteriget tiltagende og områderne bag, aftagende

359G. Som vi har set tidligere består det fysiske plan af tre grundenergier – instinkt- tyngde og følelsesenergi.

Plante-jeget kan ved hjælp af disse grundenergier begynde at manifestere sig på det fysiske plan og dermed opleve fysiske påvirkninger af de samme omtalte tre energier, gennem anelser og fornemmelser.

359H. Som det ses på 359F er intelligensen hos planten latent – dvs. ingen intellektuel aktivitet. Den er derimod forbundet med intuitions- og hukommelsesenergi, hvilket betyder at den dagbevidsthed fungerer i den lyse, eller åndelige, del af spiralkredsløbet.

Som vi tidligere har set, indebærer opholdet i salighedsriget at livsenhederne der, er forbundet med sine egne guldkopier – guldkopier er hændelser i tidligere liv, renset for negativ energi.

Da ethvert nyt spiralafsnit tager sin begyndelse i planteriget, – stammer plantens erindringsmateriale fra det forrige spiralkredsløb.

359I. Plantens form og funktionalitet – dens opbygning og udseende er ikke et resultat af planterigets dominerende instinktenergi.

Det er et resultat af intelligent aktivitet i det forrige spiralkredsløb.

359J. Som det tidligere er nævnt indeholder ethvert spiralafsnit en lys og en mørk afdeling – det var i den lyse del af den forrige spiral, der blandt andet har med intelligent aktivitet at gøre, at plantens struktur, form og funktionalitet blev udtænkt og grundlagt.

359K. Plantens dagsbevidsthed befinder sig som nævnt i en indre guldkopi-saligheds-tilstand i den lyse del af udviklingsspiralen.

Denne salighedsenergi strømmer via plantens fysiske blomst ud i den ydre mørke verden og forhøjer dermed vibrationsniveauet på hele planeten.

359L. I forbindelse med plantens fysiske manifestation er de to vigtigste grundenergier tyngde og følelse – ild og kulde. Det er disse to energier, der påvirker planten og giver den en fornemmelse af, hvad der sker på det fysiske plan. Disse påvirkninger opleves af planten som enten behag eller ubehag.

Grunden til at planten tiltrækkes af energierne på det fysiske plan er en slags ubevidst og instinktiv længsel efter kontrasten til salighedsplanet, som i længden bliver både kedelig og indholdsløs.

360. I dyreriget kulminerer tyngdeenergien. Væsenerne her domineres af tyngdeenergi og er derfor varmblodige.

360A. Selv om dyreriget er instinktdrevent, er intelligensenergien begyndt at gøre sig gældende, hvilket betyder at dyrene så småt kan begynde at analysere deres omgivelser og dermed erhverve sig erfaringer og viden om den verden de skal overleve i.

360B. Tyngdeenergien i dyreriget er ansvarlig for den store mængde af eksplosioner i bevidstheden. Disse eksplosioner ophæver øjeblikkeligt følelsesenergiens fortættende virkninger.

360C. De eksplosive tyngdeforstyrrelser påvirker også de mere fintstoflige eller åndelige planer.

Da tankefunktionen for det meste er baseret på reaktioner i den fysiske organisme, vil eksplosive tyngdeforstyrrelser i psyken og dermed på de åndelige planer, vise sig som sorg, melankoli eller psykiske forstyrrelser – alt sammen baseret på uligevægten mellem tyngde- og følelsesenergien.

360D. Sammenfattende kan man sige at dyreriget, hvor tyngdeenergien dominerer, er det sted i spiralkredsløbet hvor legemlige og sjælelige lidelser kulminerer.

360E. Kombinerer man intelligens- og tyngdeenergi, har man opskriften på en voldsom effektivisering af det dræbende princip.

Dyrene bliver ved hjælp af intelligensenergien, mere effektive i selve drabsprocessen. Det foregår helt uden moralske anfægtelser, da intuitionsenergien er passiv eller latent i dette afsnit af udviklingsspiralen.

360F. Det jordiske menneske, der stadig befinder sig i den lidt mere avancerede afdeling af dyreriget, er med sin eksplosionsenergi og forøgede intelligens blevet en sand mester i mord og drab.

Helt uvidende om højere tilværelsesformer, er dens største fornøjelse og lyst at udvikle nye drabsvåben og drabsmetoder.

360G. Det avancerede dyr i form af det jordiske menneske, er derfor, på grund af energikombinationerne i dette afsnit af udviklingsspiralen, blevet sin egen værste fjende – helt uvidende om den virkelighed det befinder sig i.

361. Langsomt og over tid forvandler menneskedyret sig og bliver til et helt andet væsen, – ”det rigtige menneske”.

361A. Det menneske vi ser i dag, er ikke det ”rigtige” menneske – men det ufærdige jordiske menneske.

Dette jordiske væsen, som er på vej ud af dyreriget, benytter sig i høj grad af energien i dyreriget – eksplosionsenergien.

361B. På vejen mod ”det rigtige menneskerige” dominerer følelses- og intelligensenergien, medens tyngdeenergien er aftagende.

I denne proces bliver de psykiske eksplosioner mindre og mindre, for til sidst hovedsagelig at ende som en ren fysisk funktion, eksempelvis i fordøjelsesorganer osv. 

361C. Som tiden går bliver reaktionerne mellem energierne mere og mere harmoniske og en hidtil ukendt fred fylder sindet.

361D. Denne opståede harmoni mellem intelligens- følelse- og tyngdeenergien, forvandler langsomt freden i sindet til kærlighed. 

361E. Kærlighedsfølelsen vibrerer sympatisk med livets grundlov, hvilket betyder at der åbnes en kanal til en ny energi – intuitionsenergien.

Denne energi er den stærkeste af de seks grundenergier og kaldes i en religiøs sammenhæng Helligånden. 

361F. Det jordiske menneske er således blevet forvandlet til et rigtigt menneske. Hvor det i dyreriget var specialist i mord og drab – er det nu blevet en specialist i kærlighed.

361G. Da det rigtige menneskerige stadig fungerer på det fysiske plan, må det, som alle andre fysiske væsener, ernære sig af fysiske materialer.

Det rigtige menneskes føde består udelukkende af vegetabilske produkter – i modsætning til jordmennesket, der i stor grad spiser animalsk.

Livsenhederne fra planteriget kan overleve turen gennem menneskets fordøjelsessystem og således fortsætte sin udvikling uden lidelser i menneskekroppen.

Dette faktum står i grel modsætning til jordmenneskets kødspisning. Mikroindividerne i denne substans dræbes under store lidelser i samme fordøjelsessystem.

361H. I den animalske føde er der kun en lille del af denne substans mikroliv, der kan optages af den menneskelige organisme.

Der er således en stor procentdel af den indtagne føde, der groft sagt kun passerer gennem kroppen som fyld.

Denne proces sætter derfor sit præg på kroppen i form af en mere robust og tungere organisme.

361I. For den vegetabilske fødes vedkommende kan organismen stort set optage alle livsenhederne og dermed al næringen i planten – kropsformen vil derfor være slankere og af en mere forfinet karakter.

361J. Menneskets fremtidige ernæring vil på et senere tidspunkt ændre karakter. Den faste føde vil forsvinde og blive erstattet af de luftformige grundstoffer.  Det betyder at også den fysiske form vil forandre sig til en mere luftig udgave.

361K. Denne fremtidige store forandring af ernæringen, betyder også at mennesket er kommet så langt frem i sin udvikling, at det helt har forladt det fysiske pattedyr stadie.

Formering og fødsel foregår på det tidspunkt efter helt andre normer.

Det er således muligt at inkarnere på det fysiske plan ved hjælp af materialisation.

Metoden indebærer forældrenes forenede sjælskræfter og tankekoncentration, – hvorved den luftige krop materialiseres.

361L. Denne inkarnationsmåde er dog forbeholdt væsener, der er fungerer bevidst i det femte rige – den guddommelige verden.

362. Det er vigtigt her at bemærke, at selv om følelsesenergien beskrives som værende verdensaltets kulde og tyngdeenergien som eksploderende varme – så er det rigtige menneskerige ikke eksponent for de to ekstremer.

Følelsesenergien er på dette tidspunkt så veludviklet, at den fuldstændig kontrollerer tyngdeenergien – men forbinder sig samtidig med intelligensenergien på en så harmonisk måde, at kærlighedsenergien spontant opstår.

362A. Den af følelsesenergien kontrollerede tyngdeenergi, er på det fysiske plan bærer af de fintstoflige kærlighedsbølger der i kroppen mærkes som forventningsfuld varme.

362B. Den harmoniske sammensætning af tyngde-, følelses- og intelligensenergi er de energier, der udveksles mellem mennesker som fysiske kærtegn.

Uharmoniske sammensætninger, hvor der er for meget tyngdeenergi, giver sig udslag i vold og brutalitet.

362C. Når tyngdeenergien er bundet og kontrolleret af en harmonisk forbindelse mellem følelses- og intelligensenergi er tilværelsen fuld af kærtegn.

Denne energitilstand er kendetegnet for det rigtige menneskerige.

Derfor er den tredje grundenergis zone, kærlighedens rige.

363. Visdomsriget er det første egentlige åndelige rige. Her dominerer intelligensenergien medens instinktenergien er latent.

363A. Overgangen til den åndelige verden og intelligensenergien, er ikke en pludselig overgang.

Intelligensenergien er nærværende og har haft en stærk indflydelse i den sidste halvdel af det rigtige menneskerige. 

363B. Materien i Visdomsriget består af ren tankeenergi. Den tættere del af dette plan er bestående af fysiske tanker, tænkt af jordmennesker i inkarnation.

Legemet som jeget manifesterer sig igennem i visdomsriget, opretholdes her af ren viljemæssig tankekoncentration.

363C. Når visdomslegemet ikke er i brug, dematerialiseres formen og materialiseres igen når der er et ønske om kommunikation med andre beboere af dette plan.

363D. Afstande er i denne verden ikke-eksisterende. Uanset hvor man befinder sig, er der, via en viljesakt, øjeblikkelig kontakt når dette ønskes – på denne måde synliggører individerne sig for hinanden.

365. Et avanceret intellektuelt og moralsk niveau er en forudsætning for at have permanent ophold i denne verden, da materien her er af en sådan natur, at den øjeblikkelig tager form efter væsenernes ønsker og begær.

Processen med at lære håndtering af intelligensenergien, har sin spæde start i dyreriget på det fysiske plan.

365A. Forestillede man sig at den fysiske materie var lige så lydig som visdomsrigets – ville dyremennesket, via sit dræbende princip, hurtig og effektivt kunne få udryddet alle sine fjender.

365B. Tankens kraft, der på de åndelige planer øjeblikkeligt former materien efter tænkerens intentioner, har ingen virkning på det fysiske plan. Her er materien træg, tung og lader sig ikke påvirke af tanker.

På dette plan er det kun de fysiske hænder, der kan forme materien til det, tænkeren havde forestillet sig.

Bomber der udelukkende fremstilles med destruktion og drab for øje kan man ikke tænke sig til, de må derfor skabes gennem en fysisk proces der involverer fysiske materialer. 

365C. Det er derfor en sand velsignelse, at menneskedyret ikke kan kontrollere den fysiske materie gennem sine tanker og således på sigt udrydde sin egen art.

Den faste materie er således en spændetrøje eller en slags fængselscelle, hvori dyremennesket med sin eksplosive natur, kan sprænge sine mentale bomber uden at skade andre.