81. Da udviklingen havde passeret det mørkeste sted i spiralkredsløbet, i midten af dyreriget – begyndte den lyse udstråling fra det guddommelige skaberprincip at have effekt – poetisk kaldet ”rettens lys”.

Dette lys var begyndelsen på enden for princippet om at magt er ret. Syndefaldet fra dyreriget var en realitet og kimen til det fremtidige menneske var sået.

Det betød samtidig at væsnerne forlod ”den paradisiske tilstand”, hvor dyrene var ét med deres verden, og hvor den velkendte og gennemprøvede junglelov regerede.  

Det primitive menneske blev således forvandlet til et haltende dyr.

82. Da udviklingen via den lyse udstråling tog fart begyndte de dyriske instinkter at degenerere. Dette betød yderlige lidelser for de væsener der var under udvikling – jorden var med et bibelsk udtryk blevet ”forbandet”.

Det primitive menneske blev en såret flygtning mellem to riger – en hjemløs gudesøn.

83. Uden dyrerigets instinkter måtte det primitive mennesket lære, at den vante verden ikke længerede fungerede. Den lyse udstråling havde forandret spillereglerne. Udnyttelse af andre for egen lykke og vindings skyld, førte i det lange løb kun til had, forbrydelser, lemlæstelse og i sidste instans krig.

Og dyrerigets enkle og instinktivt velfungerende liv, blev dybt problematisk i det øjeblik det blev oplyst af den nye indstrømmende moral. Seksualiteten løb af sporet, pardannelser løb af sporet. Kort sagt, og med god grund – blev der sat spørgsmålstegn ved alt.

84. Kosmisk set skete ”uddrivelsen af paradiset” for ganske kort tid siden. Dyremennesket måtte -og skal nu – forholde sig til en ny og forandret verden. Princippet om ret ved magt måtte – og skal nu – langsomt opgives.

Da Eva spiste æblet, så hun realiteterne i dyreriget med det gryende menneskes øjne, og fra dette øjeblik var der ingen vej tilbage. Dyrerigets parole om at enhver er sig selv nærmest og hellere tage end at give – smagte ikke mere.

85. Uddrivelsen af dyrene fra deres paradis var ikke en straf, men et løfte om en lykkeligere tilværelse i menneskeriget. Prisen for denne nye lykke var smerten ved at aflægge gamle vaner.

86. Langsomt begyndte dyremennesket at fornemme mulighederne i sin egen udvikling, og således voksede den ubevidste længsel efter det rigtige menneskerige. Derfor skete den begyndende forvandling efter væsenets eget ønske og fri vilje.

At denne rejse undertiden kan virke smertelig, er en konsekvens af måden universet er skruet sammen på. Al smerte i verden, både fysisk og sjælelig, udgør i virkeligheden væsenernes største beskyttelse. Smerten er det skærmende gelænder der forhindrer at væsnerne falder i afgrunden.

Ingen ville nogensinde kunne bringes tilbage fra afveje uden smerte. Uden smerte ville der være evig stilhed og ingen kontrast i livet. En altomfattende ligevægt ville forhindre enhver form for bevægelse og en evig død ville være herre over livet.

Så derfor – smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet.

88. I dyreriget var og er selvopholdelsesdriften den drivende faktor. Med den lyse udstrålings manifestation begyndte væsenerne at interessere sig for hinanden. Denne drift mod hinanden, blev forstærket af periodiske indstrømninger fra lyse verdensgenløsere. Dette resulterede i dannelsen af religioner og en ny moral. De nuværende verdensreligioner, er således et resultat af disse indstrømninger.

Den fortsatte indstråling vil på denne måde føre menneskeheden frem til det rigtige menneskerige.

89. Før den moderne verden med alle dens bekvemmeligheder eksisterede, var de fleste steder på jorden afsondrede lokaliteter. Klima og lokale betingelser betød at der opstod forskellige kulturer. Dette medførte at moral ikke var en entydig ting – således opstod der forskellige opfattelser af verden der endte som dogmer og religioner.

Som tiden skred frem og kulturer mødte hinanden, mente folkeslagene at deres religion var den eneste og bedste og alle andre vantro. Men da kun kerneværdierne i de forskellige religioner var af universel oprindelse, kunne en lokal opfattelse af verden aldrig komme til at gælde for alle.

Derfor er der skarpe grænser mellem ”verdensreligionerne” og alle kæmper for at holde på deres medlemmer.

Men da kernen i religionerne er den samme – påvirket af den lyse udstråling – vil de i sidste ende smelte sammen.

92. Sande religioner, filosofier og opfattelser, må altid hvile på den indre logik livet er bygget op omkring. Denne indre logik vil altid afsløre sig selv for den dybe sandhedssøger, for livet er i bund og grund altid logisk og hensigtsmæssigt.

I øjeblikket er en ny verdensimpuls på vej ind over jorden fra det guddommelige skaberprincip. Denne impuls indeholder livets evige principper. Men for at disse principper skal kunne opfattes af den samlede menneskehed, måtte disse menneskeheder have nogenlunde samme erfaringer som basis for overhovedet at forstå indholdet af den kommende oplysning.

Et fælles mødepunkt er skabelsen af en vej, bort fra krigens, lidelsernes, uvidenhedens og overtroens områder. Dette mødepunkt er ved at blive synligt i ønsket om at skabe en åndelig såvel som materiel harmoni. Dette vil i sidste ende – uomgængeligt – danne grobund for egentlig verdensfred.

Grundlaget for at realisere dette ønske, har været den tekniske og materielle udvikling – den industrielle revolution.

93. De tekniske opfindelser som den industrielle revolution har medført – har bragt menneskeheden fra alle egne af kloden tættere sammen. Således er et internationalt verdensrige under skabelse.

Dette rige er endnu i fostertilstand, men vil i kraft af den nye verdensimpuls føres frem mod sin endelige fødsel.

94. Det tydeligste spor den lyse stråling indtil videre har efterladt sig er etableringen af statsmagten. Statsmagten er pr definition og i sin essens, uselviskhedens institution. Fra dens dybeste kilde stråler alkærligheden og den har til opgave at sikre det enkelte individs beskyttelse, samt lov og ret inden for samfundet.

Men da individerne i statsmagten endnu ikke er fuldkomne, må den være begrænset af hvad der til dato anses for at være ret og moral.

95. Menneskeheden befinder sig endnu i dyreriget og er derfor domineret af dyrisk selvopholdelsesdrift og egenkærlighed. Dette er den diametrale modsætning til hvad statsmagten i sin essens står for.

Derfor optræder der på nuværende tidspunkt to modstridende kræfter: fællesinteressen og privatinteressen.

Privatinteressen repræsenterer resterne af den dyriske selvopholdelsesdrift, hvor enhver er sig selv nærmest, medens fællesinteressen er det gryende rigtige menneskerige, hvor man hellere giver end tager.

Privatinteressen er det bærende grundlag for pengemagten, der således udgør den største magtfaktor i samfundet.

Så skåret ud i pap: Selviskheden i form af pengemagten betyder sult, overpris, udnyttelse og fattigdom der afføder had, revolution og krig. Uselviskheden i form af statsmagten betyder udvikling af lov og ret, skolevæsen, sygehusvæsen, beskyttelse mod vold og røveri, frihed og tryghed.

95A. Ovenstående betyder naturligvis ikke at alle kapitalister er forbrydere og at statsmagtens repræsentanter er helgener. Tværtimod – i mange tilfælde har de byttet roller.

Ikke desto mindre tilhører fremtiden statsmagten – som er i udvikling, medens pengemagten degenererer.

Fællesinteressens forbrydere er de ”blinde” politikere der kæmper for adskillelse i stedet for sammenslutning.

96. Hvis statsmagten skal blive den styrende institution, må de sidste rester af dyreriget fjernes. For samfundet betyder det at magten skal forenes med retten. Staten repræsenterer retten men ikke magten – som i de fleste tilfælde er pengemagten.

96A. Statsmagten må derfor komme i besiddelse af pengemagten. Kun retten alene kan eje værdierne

Retten repræsenteres af statsmagten, som igen er et udtryk for fællesinteressen eller uselviskheden. Således må rettens ånd gøres til magthaver i verden.

97. På nuværende tidspunkt findes der kun nationale statsmagter. Disse nationale statsmagter optræder globalt som individer under parolen – enhver er sig selv nærmest. Alt er for nuværende tilladt og det er kun den enkelte nations moral eller umoral der afgør dets adfærd.

Det internationale samfund er således uden lov og retsvæsen. Der er ingen regering og der er intet politi.

Det betyder at det internationale samfund i den retning endnu befinder sig på stenalderstadiet – den stærkeste har altid ret.