171. Jordmenneskeheden befinder sig i en overgangszone mellem dyr og menneske – helt nøjagtigt i ét af de sidste afsnit af dyreriget.

Dyrerigets dominerende energi er tyngdeenergien, der i dette rige mest af alt viser sig som det dræbende princip.

For ikke selv at blive dræbt måtte dyrene udvikle magt og overlegenhed der således blev grundsubstansen i selvopholdelsesdriften.

Denne primitive udgave af selvopholdelsesdriften er jordmennesket i de sidste afsnit af dyreriget, endnu ikke vokset fra.

172. Gennem dyrerigets grove og hårdhændede behandling, vågner væsenerne langsomt op til en større og større forståelse af den verden der omgiver dem.  Efterhånden som bevidstheden vokser hos dyremennesket opfattes dette riges hårdhed som et udtryk for ”det onde”. Denne gryende opdeling af verden i behag og ubehag danner grundlag for en spirende religiøs følelse.

Denne spirende religiøsitet er naturligvis meget primitiv og farvet af dyrerigets betingelser, – men på linje med den mørke udstråling fra det guddommelige skaberprincip.

172A. Den ængstelse og rædsel det primitive menneske efterhånden oplever i dyreriget, udløser sig langsomt i en spirende ”religiøsitet”. Men den dybe rod til denne begyndende religiøsitet findes langt tilbage i dyreriget, nemlig i dyrenes dødsskrig.

”Disse skrig er de første spæde eller latente former for bøn til Gud. De er de første koncentrerede udløsninger af råb om hjælp, om beskyttelse, om barmhjertighed. De er således et væsens sidste fortvivlede udløsning, når alle dets egne kræfter ikke mere slår til, og bliver netop i kraft heraf udtryk for en for samme væsen ubevidst henvendelse til en højere autoritet om redning, om frelse”.

173. ”Efterhånden som dyret i det ene liv efter det andet oplever flere og flere rædselsscenerier, bliver det mere og mere bevidst i sine angstskrig. Fra at være ubevidste eller instinktmæssige bliver disse til bevidste udløsninger. Gennem angsten vækkes der således impulser til live i dyrets bevidsthed, der efterhånden udvikler sig til gryende forestillinger om et eksisterende forsyn”.

174. Denne oplevelse af frygt og rædsel i store dele af livet, styrkede det primitive dyremenneske i troen på at der var beskyttelse i en primitiv bøn til et ukendt forsyn.

174A. Efterhånden som dyremennesket udviklede sig, blev dette forsyn til en superudgave af væsenet selv, til hvem det ofrede i håb om personlig beskyttelse. Denne forventning om selvisk beskyttelse var i fuld overensstemmelse med den mørke udstrålings moral – hvis sidste krampetrækninger vi i dag kender som den gamle verdensimpuls.

174B. Opfattelsen af en personlig Gud, der til gengæld for tilbedelse vil yde personlige tjenester, lever i dag i bedste velgående.

Men da den mørke og selviske morals brændstof er tyngdeenergi, vil den langsomt destruere sig selv.

Så her er udviklingsforløbet:
Tyngdeenergi befordrer i renkultur alle former for lidelse – lidelse forædler følelseslivet – et forædlet følelsesliv stimuleres af den gryende lyse udstråling – hvilket giver sig udslag i opofrelse, medlidenhed og barmhjertighed.

175. Når jordmennesket føler sig tilskyndet til opofrelse, medlidenhed og barmhjertighed er det fordi det i tidligere liv er blevet lydhør for disse kvaliteter gennem egne lidelser – på denne måde arbejder det sig ud af dyrerigets og lidelsernes zone.

176. Men det primitive menneskes udvikling foregår i begyndelsen gennem brutalitet, hårdhed og lidelser.

176A. For overhovedet at fungere på det fysiske plan må alle væsener i dyreriget betjene sig af et minimum af følelses- og intelligensenergier – hvor rudimentære de end måtte være. Uden intelligens og følelser – ingen erfaringer.

Føle- og intelligensenergier er som udgangspunkt åndelige energier, men fungerer for primitive væsener i disse energiers lave frekvensområde.

Efterhånden som den menneskelige bevidsthed i dyreriget udvikles, benyttes mere højfrekvente energier. Disse energier befinder sig på de højere åndelige planer.

For at komme i kontakt med disse energier må der i mennesket udvikles organer der kan benytte disse områder af tilværelsen.

177. Efterhånden som udviklingen skrider frem og jordmenneskene udvikler sig til at kunne betjene sig af højere former for følelses- og intelligensenergier, bliver det langsomt modtagelig for intuitions- og salighedsplanerne – disse sidste energier sætter væsenet i stand til at opleve det egentlige indhold i de åndelige verdener.

178. Præmissen for at kontakte disse højere åndelige verdener, er derfor at forædle sin følelses- og intelligensenergier, således at de indgår i en syntese og forvandler sig til kærlighedsenergi.

178A. Denne kærlighedsenergi åbner porten til det åndelige plan der kaldes Den Guddommelige verden, der består af intuitionsenergi.

179. Når væsenet således udstråler ren kærlighed, træder det ind i en ny fase af tilværelsen og bliver modtagelig for den højeste grundenergi: intuitionsenergien.

Denne energi giver adgang til ” tilværelsens højeste realiteter og livets facit” – og udløser ”den store fødsel”.

180 Videnskab. Men da vi stadig er i indledningsfasen til det egentlig indhold i ”Livets Bog” – vil den energiform vi kalder intelligensenergi på dette tidspunkt have stor interesse i form af det vi kalder ”videnskab”.

Videnskaben er menneskets første reelle viden om verden og udgør således den åndelige verdens periferi. Videnskaben er den gryende kosmiske bevidsthed og udgør det uomstødelige bevis på jordmenneskenes åndeliggørelse.

Videnskaben er således det første resultat af en åndelig energis indtrængen i tyngdeenergiens område på det fysiske plan.

180A. På et senere tidspunkt i udviklingen vil intuitionsenergien stråle igennem intelligensenergien og således berige verden med endnu større opdagelser og frembringelser.

181. I kosmisk forstand er jordmennesket stadigt et sovende væsen.  Den nuværende videnskab er derfor af materialistisk art og baseret på materiel sansning.

181A. Naturvidenskaben udelukker fuldstændig ikke-fysiske tilværelsesplaner. Det betyder at de resterende 5 energiformer og planer med tilhørende organismer i denne optik er ikke-eksisterende.

Det enkelte menneske har heller ingen ide om disse ikke-fysiske legemers eksistens. De processer der forekommer i disse overfysiske legemer benævnes med det noget svævende begreb ”underbevidstheden”.

Disse ikke-fysiske legemer vil med tiden udvikle sig og deres energiers sande natur opleves dagsbevidst.

Det betyder at mennesket kan bruge disse legemer på deres eget plan og ”underbevidstheden” på denne måde blive til dagsbevidsthed. 

182 Planteriget. For mennesket er det naturligt at det fysiske legeme kan bære dagsbevidstheden. Tilbage i udviklingen har det imidlertid ikke altid været sådan.

Skruer vi tiden tilbage til et tidligere stadie i menneskets udvikling, – helt tilbage til dengang det var en del af planteriget, var disse planters fysiske legeme ikke i stand til at bære en dagsbevidst tilstand.

182A. En plante eller et plantevæsen er ikke dagsbevidst på det fysiske plan. Planten har sin egentlige bevidsthed, sit hjemsted, på det åndelige plan. Om vinteren når planter og træer er i dvale, er de vågne på deres eget plan og når væksten er i gang om sommeren, ”sover” de på deres åndelige plan og ”drømmer” på det fysiske.  

Plantens fysiske tilværelse bliver således dens nattilværelse, dens ”søvn” – og dens åndelige tilværelse dens vågenperiode.

182B. Som det tidligere er nævnt er alle levende væsener en del af en udviklingsspiral. I den spiral vi tilhører, er planteriget det første rige med en fysisk eksistens. Som følge heraf er planten det væsen i spiralen, der har den mindst udviklede bevidsthed.

Som det ses på illustrationen, har plante- og dyreriget en helt modsat døgn/årstidsrytme. Planten sover på det fysiske plan og er vågen på det åndelige – dyrene er vågne på det fysiske plan og sover på det åndelige.

182C. Plantens egentlige bevidsthed er fuldstændig baseret på instinkt. Denne form for energi betyder at planten oplever alt i vage ”anelser”.

I en ”livets Bog” kontekst betyder det, at planten næsten udelukkende har adgang til instinktenergi og derfor afskåret fra de fem andre grundenergier der eksisterer i latent form.

183. Plantens bevidsthedstilstand betyder altså at den kun har vage oplevelser af behag og ubehag – alt sammen oplevet med instinktenergien som grundtone.

183A. Men selv om plantens bevidsthed er primitiv, så er den på sit eget plan tæt på Salighedsriget.

Dette rige gennemstråles af så stærkt et lys, at det påvirker alle væsenerne i planteriget.

Så når planterne er aktive på det fysiske plan om sommeren, reflekterer de dette Salighedslys ud i den fysiske verden.

184. Når planten sover på sit eget plan, arbejder den i søvnen på det fysiske plan med at udvikle sit plantelegeme. Formålet med dette arbejde er at blive dagsbevidst på det fysiske plan og i sidste ende nærme sig dyreriget.

For modsat planten, er dyrene dagsbevidste på det fysiske plan og arbejder på i søvnen at udvikle deres følelseslegeme.

185. Dyret er således et væsen med erfaringer i planteriget, det er herfra det har sit medfødte instinkt. Modsat planten, der aner behag og ubehag, er dyret i sin fysisk dagsbevidste tilværelse udsat for tyngdeenergiens brutale virkelighed.

Dyrets oplevelse af lykke og lidelse er særdeles håndfast. Dette faktum kyldes at det har et fysisk legeme med et veludviklet nervesystem – men også at det er begyndt at opbygge sit følelseslegeme på de åndelige planer.

Dette følelseslegeme registrerer med større skarphed kampen på det fysiske plan – kampen mellem tyngde- og følelsesenergi – mellem lidelse og lykke.

185A. For plantens vedkommende vil den først opnå dagsbevidsthed på det fysiske plan når den begynder på udviklingen af sit følelseslegeme. Denne udvikling foregår når planten om sommeren ”drømmende” befinder sig på det fysiske plan og derfra begynder arbejdet med at skabe sit fremtidige følelseslegeme.

185B. En lignende proces sker for den menneskelige bevidsthed. For at blive dagsbevidst i sit følelseslegeme må mennesket have udviklet sig så vidt at følelses- og intelligenslegemet er indgået i en slags symbiose der resulterer i fosterdannelsen af intuitionslegemet.

Så når planter, dyr og mennesker sover, arbejder de i virkeligheden på udviklingen af de næste legemer der skal bære bevidstheden.

186. Dyrenes oplevelse af verden baserer sig på instinkt erhvervet i planteriget og på de påvirkninger de får via den fysiske krop. Disse påvirkninger opleves som behag eller ubehag. I dyrets bevidsthed udvikles der således et begær efter behagsoplevelser. Via disse behag-ubehagsoplevelser trænes evnen til at fornemme eller føle, da dyret endnu ikke har udviklet en egentlig intelligens og dermed endnu ikke har adgang til en formel tankeverden.

At dyrene kan rationalisere deres oplevelser uden egentlig intelligensenergi, skyldes at de i deres konstitution/”gener” har indbygget hukommelsesenergi fra Salighedsriget i et tidligere spiralkredsløb. Ved hjælp at disse fortidige energier kan de opbygge egentlige hukommelsesbilleder der indgår som betingelser for den fortsatte erfaringsdannelse.

187. Dyrene oplever således verden gennem deres fysiske sanser, instinktenergi og en begyndende følelsesevne. Derfor kan en umiddelbar genkendelse af ubehag eller behag, kun ske gennem fornemmelser og forudanelser – ikke ved kalkulation eller intelligens.

Forudanelsen aktiveres før dyrets fysiske sanser registrerer forandringer i form af eventuel fare, på det fysiske plan.

187A. Dyrenes fintmærkende forudanelse af begivenheder er i virkeligheden en del af den guddommelige suggestion.  Den guddommelige suggestion er som tidligere nævnt, en nødvendighed i dyreriget, da de ikke via deres egen udvikling er i stand til at komme i kontakt med visse nødvendige universelle energier der er nødvendige for deres udvikling.

Suggestionen viser sig senere hos jordmennesket som primitive psykiske evner, dvs. der hvor intelligensenergien enten ikke er dominerende, eller i ligevægt med følelseslivet.

I personlighedsanalyserne fra punkt 122 til 147 blev der gjort rede for den gamle verdensimplus`s indflydelsesområde. Her optrådte personlighedstyperne B1, B2 og B3 der domineredes af den guddommelige suggestion.

188. Efterhånden som jordmennesket udvikler sig fra det primitive dyrestadie, begynder det at arbejde med intelligensenergien. I dyreriget lærte dyrene af deres erfaringer via fornemmelseserindringer, nu lærer mennesket af dets intelligenserindringer. Det betyder at forudanelser bliver til forudviden.

Intelligensen er således den nødvendige forudsætning for at systematiserer oplevelserne.

188A. Som det ses af punkt 187, oplever dyrene verden gennem deres fysiske sanser, instinktenergi og et svagt følelsesliv. Jordmennesket oplever også verden gennem sine fysiske sanser, men en mere udviklet følelsesenergi har erstattet instinktet.

Det betyder at den fysiske verdens indtryk, via følelsesenergien, efterlader ”erindringsbilleder” på det åndelige plan – disse billeder er for de fleste menneskers vedkommende ophobet i en planløs uorden

188B.  Erindringsbilleder på det åndelige plan kan der, ligesom ting på det fysiske plan, flyttes rundt med. Det er den mentale aktivitet der organiserer og systematiserer disse billeder, – altså processer i intelligenslegemet. Ved således at ordne og sortere disse billeder effektiviseres hele den mentale proces.

189.  At kunne organisere sin egen mentale ”vidensbank” danner det egentlige grundlag for dybtgående analyser og avanceret tænkning. Dette private vidensbibliotek danner ”basis for al absolut viden og dermed viderebefordrende enhver form for yderligere begavelse”.

Tankeformer, eller erindringsbilleder, samler sig normalt i grupper alt efter hvilken kategori de tilhører. Den menneskelige bevidsthed kan bearbejde og flytte rundt med disse grupper og således opnå større indsigt og effektivitet.

189A.  Ved mentalt at sætte forskellige billedkategorier/grupper sammen, opstår helt nye kombinationer. Disse nye kombinationer forlader dermed kategorien ”erindringsbilleder” – og bliver til nye selvstændige ”oplevelsesbilleder”.

Ved således at flytte rundt på og manipulere med mental energi, får jordmennesket erfaringer med at skabe i den åndelige verden.

190.  På jordmenneskets nuværende stadie er den fysiske verden den eneste realitet det kender til. At det samme jordmenneske har haft en eksistens før det nuværende liv, er det lykkelig uvidende om. Det er af samme grund ikke klar over at det besidder en stor mængde ubevidst erindringsmateriale – fra tidligere liv og naturriger.

Da mennesket på det nuværende stadie mener at alt eksisterende er af fysisk natur – forsøger det ubevidst at gøre sin i virkeligheden åndelige identitet, til et fysisk anliggende. Åndelige realiteter bliver derfor benævnt som ideer eller planer, frembragt af den fysiske hjerne med basis i ren kemi.

Foreteelser som f eks kunst er i denne optik et forsøg på at synliggøre uerkendte åndelige oplevelser på det fysiske plan – og dermed tro at processer i den fysiske hjerne er det egentlige ophav til eksempelvis et fysisk maleri.

193.  Efterhånden som følelseserfaringer udvikles og dermed bygger følelseslegemet, begynder følelsesoplevelser at manifestere sig stærkere på sit eget plan.

Således får behag- og ubehagsoplevelser på det fysiske plan tilført en ny dimension, nemlig en vag fornemmelse af ”noget andet”, der eksisterer særskilt fra den fysiske krop.

I den primitive tilstand er oplevelser af behag eller ubehag udelukkende betinget og forårsaget af tyngdeenergien – når følelsesplanet aktiveres yderligere, opleves fysisk behag som glæde og fysisk ubehag som sorg. På denne måde identificeres følelsesplanet i løbet af tiden som følelsers hjemsted og udgangspunkt.

193A.  Da individet således får evnen til at opleve et større følelsesregister, kan det nu også selv bearbejde sine følelsesoplevelser. Men da tyngdeenergien og det fysiske legeme stadig spiller hovedrollen i de første primitive følelsesstadier, bliver de nye fremkaldte følelsesfornemmelser også af en mere primitiv art, såsom selviskhed, intolerance og grådighed.

På et senere udviklingstrin manifesterer intelligenslegemet sig og danner efterhånden en symbiose med følelseslegemet. Resultatet af denne proces viser sig som begyndende kærlighedsenergier, – medfølelse, tolerance og opofrelse.

194.  Symbiosen mellem følelses- og intelligenslegemet kan kun udvikles til et vist niveau. For at bevidstheden kan opleve endnu større udvidelser må den kærlighedsenergi de to legemer optimalt producerer, have et nyt medium at udtrykke sig i for at kunne opleves og erkendes fuldt ud.

Det nye medium er grundenergien der har fået benævnelsen intuitionsenergi og for at komme i kontakt med denne energi, må bevidstheden udvikle et legeme, et modtagerapparat – intuitionslegemet.

Dette legeme giver adgang til kosmisk klarsyn og selvoplevelsen af den guddommelige verden.

195.  Summa summarum: absolut kærlighed i tanke og handling giver adgang til den guddommelige verden.

199.  Hos det relativt udviklede menneske forekommer der lejlighedsvis øjeblikke af ren og ægte intuition. Disse er karakteriseret ved overstrømmende glæde eller ekstaselignende tilstande. Betingelsen for at ægte intuitionsenergi kan opleves i den fysiske hjerne, kræver at individet er i kontakt med ren kærlighedsenergi. 

200.  Hos det fremskredne menneske er intuitionslegemet under stadig dannelse – er endnu på fosterstadiet. Forbindelse til dette endnu ufærdige legeme kan lejlighedsvis opnås ved at der dannes tilfældige og utilsigtede kæder af erindringsbilleder der består af ren af kærlighedsmaterie. Dette kan resultere i en for individet overraskende intuitionsimpuls. Denne præmature intuitionsoplevelse kan være intuitionslegemets første spæde tilkendegivelse.

201.  En anden effekt af den begyndende forbindelse med intuitionslegemet, er muligheden for at komme i kontakt med det tidligere omtalte ubevidste erindringsmateriale, der på denne måde kan vækkes til live via intuitionsimpulser.

202. Det er også muligt at der via det ufuldkomne intuitionslegeme kan skabes ekstaseoplevelser der indebærer kosmiske glimt.

204. Når intuitionsfunktionen er fuldt udviklet, åbner der sig en ny verden for mennesket. Denne nye verden udløser i begyndelsen en voldsom ekstase hvorefter individet forbliver permanent bevidst i en helt ny og fundamentalt anderledes verden.

205. Det fremskredne jordmenneske der af og til oplever ægte intuitiv indsigt, har som regel ingen ide om sammenhængen bag fænomenet, men oplever øjeblikke af pludselig ufejlbarlig og troværdig viden.

206. Disse intuitive øjeblikke kan tilsammen skabe et fragmenteret billede af en anden og ukendt virkelighed.

207. Da de kosmiske glimt er fragmenterede og uden sammenhæng, kan individer der stadig har lavere tendenser i deres psyke – og i stærk overbevisning om egen selvværd – forføres til selv at udfylde mellemrummene i den kosmiske indsigt. På denne måde strikkes der en hjemmelavet og mindre begavet kosmisk analyse sammen. Det er dårligt nyt for tilhængere af vedkommende, der på denne måde lader sig forføre.

208. Energierne fra den guddommelige verden er højt vibrerende. Det eneste ”forsvar” mod denne energi er moralsk renhed. Enhver kunstig træning eller kunstig forandring af psyken, er derfor farlig for det individ der ikke er i besiddelse af dette forsvar.

Et ”indbrud i helligdommen” kan derfor resultere i alle grader af mentale skader.