233. Den nuværende videnskab er er kommet så langt at den erkender, at der ikke findes noget virkeligt fast punkt i den fysiske verden. Alt er i bevægelse, og alt udvikler sig. Personerne A og B på illustrationen, kan pga. individuelle forskelle ikke opleve nøjagtig den samme verden.

233A. Videnskaben erkender således at alle skabte ting er identisk med bevægelse og forvandling.

233B. Alle timelige indtryk er derfor et midlertidigt snapshot af en verden i ustandselig bevægelse.

233C. Ingen skabte ting er absolut i dag som de var i går, og endnu mindre som de var i forgårs.

233D. Og jo længere vi går tilbage i tiden, desto større forskel er der på tingenes nuværende og fortidige fremtræden.

233E. Som udgangspunkt er den menneskelige sanseevne afhængig af fysiske organer. Disse organer er underlagt evindelige forandringer, da de jo er bygget af fysisk stof der er i konstant bevægelse og udvikling. Derfor kan ingenting opleves to gange på samme måde.

234. Vi kan således konkludere at der i den fysiske verden ikke findes noget fast punkt. Alt er i bevægelse.

235. ”Faste punkter” såsom øst, vest, syd og nord er på denne måde en illusion. Men selve oplevelsen af at alt flyder og bevæger sig, findes i betragterens tanke. Denne tanke er af åndelig natur og på denne måde erfares en grænse mellem den fysiske og åndelige verden.

235A. Summen af alle modsatrettede bevægelser i den fysiske verden ophæver sig selv i ”ingenting” eller et ”intet” – forstået på den måde, at da alle bevægelser er lig med tid, er vi med dette ”intet” nået til tidens og rummets grænse der ikke kan overskrides med fysiske sanser. Således er denne grænse også grænsen for det dødelige fysiske legeme.

235C. Men selv om man kan konkludere at fysisk stof har en tids og rummæssig grænse – er der et ”noget” – betragteren, der kan opleve og konstatere denne tilstand og dermed bevise, at selve livet/bevidstheden ikke har hjemme i den fysiske verden.

236. Der eksisterer altså en grænse for det fysiske legemes rækkevidde.

236A. Denne grænse viser sig i det faktum, at det fysiske legeme kun er brugbart for tredimensionelle livsudfoldelser – dvs. oplevelser der relaterer sig til det fysiske plan. Det er derfor ideelt for et afgrænset bevidsthedsliv der kun kan sanse i kraft af det fysiske legeme.

Der hvor tiden og rummet hører op, der hører også den fysiske sansning også op.

237. Det fysiske tilværelsesplans grænse begynder således først der, hvor det fysiske legeme ikke kan bringes hen. Skal denne grænse overskrides må det ske ad åndelig vej.

Så hvor jordmennesket er udelukket fra at sanse ad fysisk vej, må det fortsætte sin sansning på en anden måde – den åndelige måde. Det betyder at fysisk afstand udskiftes med åndelig tilstand.

Konsekvensen af denne åndelige tilstand er opdagelsen af grænsen mellem det fysiske og de åndelige planer.

238. I erkendelsen af at der eksisterer en åndelig tilstand, begynder mennesket derfor at støtte sig til ikke-fysiske realiteter såsom filosofi, der i sidste ende er forløberen til den egentlige åndsvidenskab.

Men for at filosofien ikke kun skal ende som mentale, spekulative forestillinger, kræves det at åndslegemerne udvikles til en sådan grad, at de kan bære dagsbevidstheden, hvormed de åndelige planer kan opleves ved selvsyn.

238A. Nøglen til dette selvsyn er den fuldt udviklede kærlighedsevne.

238C. Den fuldt udviklede kærlighedsevne afstedkommer senere ”Den store fødsel”. Denne tilstand fører til kosmisk bevidsthed, der indebærer et liv funderet på faste åndelige punkter og ikke på evige bevægelser og forandringer på det fysiske plan.

238D. Livet før ”den store fødsel” var baseret på illusionen om at der – et eller andet sted – på det fysiske plan, fandtes et fast punkt mellem egne- og omgivelsernes bevægelser. Et fast punkt der kunne navigeres ud fra.

238E. Det samme gjorde sig gældende med gudsbegrebet. Her forestillede man sig et væsen siddende på en gylden trone der dirigerede verdensaltet, altså en fysisk manifestation – en præcis modsætning til den åndelige virkelighed.

239. På samme måde som der ikke findes en fysisk Gud, er det ligeledes umuligt at opleve sit sande jeg som et dødeligt væsen på det fysiske plan. Et enkelt fysisk liv består jo dybest set kun af en lang række bevægelser i tid og rum, der ikke inkluderer et åndelige ”noget”.

Men så længe væsenet kun sanser bevægelserne på det fysiske plan, er det bundet til at opfatte sig selv som et dødeligt væsen med en begyndelse og en afslutning.

240. Tiden og rummet indeholder derfor ingen absolut virkelighed, ingen evige realiteter. Det eneste faste punkt der findes overhovedet – er dette ”noget” udenfor tid og rum, der både skaber og oplever manifestationerne på det fysiske plan.

241. Det fysiske plan med alle dets manifestationer er et hav af evige bevægelser. Et væsen der kun sanser dette havs bevægelser, vil derfor opfatte disse legemers bevægelser som det egentlige liv, og tror som følge deraf at det er her livet har hjemme.

242. ”Noget” eller ”nogen” oplever alle disse fysiske bevægelser. Da bevægelse ikke kan opleve bevægelse, må det der oplever bevægelserne altså ikke selv være i bevægelse. Dette ”noget”, der ikke er bevægelse – er derfor det modsatte, et ”fast punkt”.

At opleve dette ”faste punkt” vil være det samme som at opleve sin egen identitet som et evigt levende væsen. Denne første selvoplevelse er forløberen til den store fødsel.

243. Denne første selvoplevelse som et fast punkt i et bevægeligt hav af materie, betyder at man nu har fået en målestok hvorfra alle bevægelser kan måles. Bevægelser erkendes og forstås nu ikke på grundlag af andre bevægelsers påvirkning – men måles ud fra et ægte fast punkt.

243A. Forklaringen på selvoplevelsen som ”et fast punkt” finder vi – som vi har set – ikke på det fysiske plan, da alle bevægelser her ophæver hinanden. Vi finder den på det åndelige plan, det eneste sted hvor denne position er mulig.

På det åndelige plan er bevægelser erstattet af hensigter, og da hensigter kun kan knyttes til levende væsener, vil væsenet her som en logisk konsekvens opleve sig selv som det faste punkt hvorfra en hensigt udgår.

244. En hensigt på det åndelige plan munder på et vist niveau, ud i et manifestationsbegær – dette begær kan kun opfyldes via bevægelse og må finde noget at udtrykke sig i – derfor en manifestation på det fysiske plan der opfylder begæret i hensigten.

244A. I kraft at individet begynder at opfatte sig selv som et fast punkt på det åndelige plan, kan det begynde at ane hensigterne bag sine medvæseners bevægelser på det fysiske plan.

244B. Men efter ”den store fødsel” vil individet ikke længere blot ane andres hensigter, men derimod sanse alle andre levende væsener som faste punkter, der helt naturligt er en del af den store Guddom.

244C. Således begynder ”det rigtige menneskerige” at tone frem og dermed afsløre andre levende væseners identitet som ”gudesønner/døtre”.

”Dyret er blevet til menneske, og gudesønnen har mødt sin Fader”.

245. Igennem hele det forløb der går under navnet ”Indledningen” – er vi nu blevet bekendt med at den jordmenneskelige tilværelsesform i virkeligheden er en fundamental forberedelse til en højere form for oplevelse af livet – og at menneskets nuværende udviklingsgrad er at sammenligne med et foster der engang vil fødes i ”det rigtige menneskerige”.

245A. Vi er blevet vidne til at jordmennesket på samme tid er et degenererende dyr og et vordende menneske. At det både indeholder det dræbende- og livgivende princip og at det langsomt udvikles fra det såkaldt ”onde” til det ”gode”

245B. Gennem lidelser og besværligheder opstår samfund, retsvæsen og kultur, samtidig med at mennesket stimuleres gennem religion, oplysning og videnskab. Denne vej, er vejen mod lyset, der således er indledningen til det virkelige liv, – til en kosmisk tilværelse og til et samliv med den absolutte Guddom.

Hermed afsluttes ”Indledningen”.