209. For det almindelige menneskes vedkommende fungerer intuitionen ubevidst. Denne ikke beherskede intuition, kan afstedkomme at der uden varsel dukker erindringer op af ukendt oprindelse, – alt sammen uden den vågne fysiske bevidstheds medvirken.

Nøglen til at forstå hvor disse ubevidste, intuitive erindringer kommer fra, ligger i salighedsriget – nærmere bestemt i det dertil hørende hukommelses- eller salighedslegeme.

209A. For at være fuldkommen bevidst i alle sine erindringer kræves der et legeme der består af materien fra salighedsriget, – da det er i salighedsriget al hukommelse opbevares.

Dette legeme kaldes hukommelses- eller salighedslegemet.

Hukommelseslegemet findes for det gennemsnitlige jordmenneskets vedkommende, kun i latent form.

209B. I Salighedsriget findes der for ethvert levende væsen en umådelig sum af opbevarede erindringer. Disse erindringer består af spejlbilleder fra de samlede oplevelser gennem flere udviklingsspiraler.

209C. Alle erindringerne er dog først tilgængelige når hukommelseslegemet er fuldt udviklet. Til den tid kan erindringer aflæses via energiudløsninger mellem hukommelseslegemet og de fortidige erindringsbilleder.

210. Det almindelige menneske er stort set kun dagsbevidst i sit fysiske legeme. Som følge deraf er det kun de stærkeste erindringer fra dets nuværende liv, det er i stand til at huske. 

210A. Når det samme menneske i sin cyklus mellem liv på det fysiske- og åndelige plan, passerer salighedsriget, vil det dog have en oplevelse af minimum tre forgangne liv. Dette forhold vil blive uddybet senere.

211. Da jordmennesket endnu hører til dyreriget vil hovedparten af dets livsindhold høre under ”det dræbende princip”. Derfor vil individets hukommelse være fyldt med mord-, kamp- og lidelseserindringer.

Disse erindringer vil derfor udgøre en del af det materiale der bliver gemt i personens individuelle hukommelsesbank i salighedsriget. Men da det er udlevede følelser og forestillinger, der har haft det formål at udvikle individet, gennemgår de i salighedsriget en åndsproces så de nu fremtræder som kopier bygget i salighedsrigets kærlighedsmaterie, – deraf navnet ”guldkopier”.

212. På denne måde er salighedsriget et arkiv for forvandlede erindringer, der nu fremstår som kærlighedskopier af livserindringer.

De samlede livserindringer fra alle levende væsener udgør således tilsammen verdensaltets historie.

213. Jordmennesket er derfor på grund af sit nuværende ringe udviklede hukommelseslegeme, kun bevidst i en brøkdel af sit totale erindringsmateriale.

213A. Når intuitionslegemet begynder at fungere efter sin hensigt, kan jordmennesket til en vis grad kontakte sine guldkopier og dermed opleve større dele af sin totale hukommelse. Men det er umuligt via intuitionslegemet at opleve guldkopierne som en husket personlig erindring. Disse erindringer vil af bevidstheden i intuitionslegemet opleves som en ny opdagelse af eksempelvis et tidligere liv jordmennesket ikke har nogen erindring om – men derimod opleves som en fortalt historie.

Hvis det samme tidligere liv var set/oplevet via hukommelseslegemet, ville det genkendes som en personlig og husket historie.

Måden dette fungerer på, når bevidstheden er forbundet med den fysiske krop, er følgende:

Den menneskelige fysiske føleevne er forbundet med nervesystemets biologiske dele som vi er direkte bevidste i – medens den fysiske synsevne er forbundet med uorganiske eller mineralske realiteter som vi kun er indirekte bevidste i.

Denne fysiske føleevne forvandler sig i den guddommelige verden, via intuitionsevnen, til en højere synsevne og bliver dermed kosmisk klarsyn.

Den fysiske synsevne forvandler sig i salighedsriget til en højere føleevne og bliver dermed en kosmisk erindringsevne.

213B. Så altså: Intuitionslegemet (den guddommelige verdens energier/intuitionsevne) repræsenterer synets love – ydre oplevelse af guldkopier (kosmisk klarsyn).

213C. Salighedslegemet (hukommelsesenergier/erindringsevne) repræsenterer følelsernes love – indre oplevelse af guldkopier (kosmisk erindringsevne).

214. Et fuldt udviklet intuitionslegeme har kosmisk klarsyn som en del af sine basisfunktioner, og giver således adgang til at se andre individers guldkopier, der tilsammen udgør verdensaltets historie.

Derimod giver et fuldt udviklet hukommelseslegeme kun adgang til at opleve ens egne guldkopier. De opleves ”indefra” som en erindring eller en direkte følelse.

215. Pga. jordmenneskets intuitions- og hukommelseslegemers ringe udvikling, har det ingen adgang til sin egne guldkopier og dermed det erindringsbibliotek det råder over.

Disse to legemer er for nuværende på fosterstadiet. Den eneste måde hvorpå ét af disse to legemer kan aktiveres i deres nuværende ufuldkomne tilstand, er ved tilfældigt opståede tankeformer der udløser en kæde af ren kærlighedsenergi og dermed skaber en midlertidig forbindelse til de to verdener.

216. En guldkopi er pr definition den essens der bliver tilbage af en erfaringsdannende hændelse. Dvs. en erindring renset for alt uvæsentligt kun efterladende facit eller ideen i den oprindelige manifestation.

Med det fuldt udviklede intuitionslegeme vil man således kunne se indholdet i den guddommelige verden og dens indhold af alverdens hændelser. Et hav af oprindelige ideer og de årsager der har udløst bestemte globale handlingsmønstre.

216A. Den før omtalte forbindelse af mere eller mindre tilfældigt opståede kæder af kærlighedsenergi, skaber som udgangspunkt kun forbindelsen ”opad”. For at impulsen fra salighedsriget, i form af en ”intuition” skal kunne påvirke bevidstheden i den fysiske hjerne, må der skabes en forbindelse ”nedad”.

På sin vej ”nedad” må ”intuitionen” først iklæde sig lavere vibrerende energier, såsom intuitions- og intelligensmaterie. Da individet er så nogenlunde aktivt i sit intelligenslegeme og derfor har en modtager her, kan indholdet ”intuitionen” overføres til dagsbevidstheden via tyngdelegemets hjerne og nervesystem.

217. En pludselig opstået og tilsyneladende uforklarlig ”intuition”, har altså på den her beskrevne måde fundet vej til individet, der ikke har nogen anelse om mekanikken bag. Derfor virker det som om den opståede intuition pludselig kom ud af den blå luft.

217A. Den oplevede ”intuition” stammer således ikke fra individets tankeverden eller nuværende aktive bevidsthed, men fra et for mennesket helt ubevidst lag, der har sin rod i den guddommelige verden, intuitionens verden.

Der eksisterer således to adskilte bevidsthedslag – den lavere verden i hvilken menneskets normale dagsbevidsthed befinder sig og som består af en fysisk krop, følelser og intelligens – og en højere ditto, der kun lejlighedsvis frekventeres ubevidst.

Den eneste måde den højere verden kan kontaktes på, er via denne verdens egne betingelser – og det eneste password der fungerer, er et absolut nøje afmålt minimum af universets egen grundtone: kærlighed.

217B. Skillelinjen mellem den lavere og højere verden forsvinder dog først permanent efter ”den store fødsel” – der bygger en symbolsk bro, der giver adgang til kosmisk bevidsthed.

218. Med kosmisk bevidsthed følger kosmisk klarsyn. Det kosmiske klarsyn åbner for individets egen udviklingshistorie ned gennem dyre-, plante- og mineralrige. Ligesom der opleves udviklingsforløb på andre kloder og andre udsnit af spiralkredsløbet.

218A. Det kosmiske klarsyn giver ligeledes adgang til at se andre individers guldkopier, der tilsammen udgør en større kosmisk kollektiv ide, eller et samlet kosmisk facit. På denne måde åbner verdensaltets historie sig.

Individet ser sin egen udødelighed og oplever verdensaltet som et levende væsen – en altoverstrålende Guddom.

222. Jordmennesket er på sit nuværende udviklingsstadie, begyndt at arbejde i åndelig materie – selv om det generelt ikke anerkender eksistensen af samme.

At lægge 7 og 8 sammen, er i sin dybeste analyse en åndelig funktion. Syv og otte tallet eksisterer i bevidstheden som to ikke fysiske billeder – og da de jo reelt eksisterer i hovedet på individet der regner, må de logisk befinde sig et sted. Svaret er, at de to tal er åndelige billeder på et åndeligt plan.

Facit af sammenlægningen mellem de to tal, som er 15, er et resultat af intelligenslegemets arbejde i visdomsriget. Da der ikke er tale om tre fysiske tal skrevet på papir, foregår hele øvelsen således på det åndelige plan.

222A. Et andet eksempel på åndelig aktivitet kan være at se på kunst – eksempelvis et maleri. Denne aktivitet er en kombination af en fysisk foreteelse og en åndelig øvelse. Synet af det fysiske billede ville ikke give nogen mening uden et erfarings-/erindringslager på det åndelige plan. På samme måde ville skrifttegn virke meningsløse hvis der ikke forekom en erfaring med, eller erindring om, at kunne læse.

For at disse processer skal give mening, må individet have udviklet en mekanisme til at analysere med. For jordmenneskets vedkommende foregår denne analyse med intelligenslegemet i åndelig materie på det åndelige plan.

222B.  Den fundamentale forskel på jordmennesket og dyrene (selv om begge tilhører dyreriget) er at førstnævnte har adgang til udpræget intelligensenergi.

En mobiltelefon der ringer, vil for et menneske have en helt anden betydning end for eksempelvis en kat. Mennesket ville med ét forstå situationen på basis af genkendelse, erindring og analyse.

Katten ville på basis af instinkt- og tyngdeenergi have en udefineret behags- eller ubehagsfornemmelse.

222C.  Selv om hverken katten eller mennesket har bevidst adgang til salighedsriget/hukommelsesenergi, er der dog stadig en ubevidst, men aktiv forbindelse.

For kattens vedkommende bliver forbindelsen opretholdt af den guddommelige suggestion. Hvilket er en art hjælpeforanstaltning for dyrenes vedkommende, der ellers ville være afskåret fra fundamentale livsopretholdende energier i dyreriget. Denne guddommelige suggestion giver dyrene deres lavpsykiske fornemmelsesenergi, når den går i forbindelse med instinktenergien – et instinkt dyrene har med fra planteriget.

For menneskets vedkommende betyder dets adgang til både følelses- og intelligensenergi at de har en eksakt viden om den verden de befinder sig i. Kombinationen af følelses- og intelligensenergi vil senere i udviklingen være en medvirkende årsag til opnåelsen af kosmisk klarsyn.

I modsætning til katten der blev hjulpet af den guddommelige suggestion – må mennesket selv erobre sin vej til de højere verdener.

223. Vi kan således konkludere at mennesket (eller katten) ikke er et rent fysisk væsen.

Ikke desto mindre er den almindelige opfattelse at mennesket er en rent fysisk skabning der ikke har nogen forbindelse til en ikke-eksisterende åndelig verden.

Dette faktum skyldes den omstændighed, at den fysiske krop er det eneste af dets legemer der kan bære dagsbevidstheden, da de andre ikke-fysiske legemer, endnu er på fosterstadiet.

Den deraf opståede bevidsthedsbarriere mellem den åndelige verden og den fysiske, resulterer i at mennesket ikke bevidst kan kontakte universets resterende fem grundenergier og dermed opleve at de rent faktisk eksisterer.

Ikke desto mindre er universet komponeret af de seks grundenergier – mennesket er således i hele sin eksistens både kropsligt og åndeligt i kontakt med dem – bare på et ubevidst plan. 

224.  Alle åndsfunktioner er af elektrisk natur. På samme måde som fysisk strøm behøver en fysisk ledning at løbe i, skal ånden eller bevidstheden have et lednings- eller antennesystem til at manifestere sig igennem. Et sådant ledningsnet udgør nervesystemet. Nervesystemet kan, alt efter udvikling, indstilles på de finhedsgrader bevidstheden betjener sig af og på denne måde opretholdes den både bevidste og ubevidste kontakt med universets grundenergier gennem hjerne og nervesystem.

224A.  Den fysiske krop – betragtet som et lukket biologisk instinktivt/elektrisk system – er ikke bevidst om andet end sin egen eksistens, og oplever derfor verden som en éndimensionel tilstand af behag og ubehag.

Bevidstheden for jordmenneskets vedkommende, er derimod begrænset af dets lidet udviklede åndelige legemer og kan derfor kun registrere sine åndelige impulser gennem det fysiske nervesystem – hvilket forstyrrer og forvrænger oplevelsen af, eller forbindelsen til den åndelige verden.

224B. Den åndelige verden består som sagt af elektriske bølger der er forbundet med hjerne- og nervesystem. Når dette system arbejder, opleves det ikke som fysiske fornemmelser af behag eller ubehag – men som tanker eller tankeklimaer. Hjerne- og nervesystemet er således porten til den åndelige verden for det inkarnerede jordmenneske. Ligeledes betinges adgangen til de forskellige afdelinger i den åndelige af udviklingsgraden af de forskellige åndelige legemer.

224C. I det jordmenneskelige hjerne- og nervesystem, findes der centre der relaterer sig til de forskellige åndsfunktioner og planer.

(Der er i Livets Bog ikke redegjort for disse centres nøjagtige placering, derfor er de blot symbolsk samlet på illustration 224C – men formodentlig relaterer det til det Hinduistiske/Teosofiske chakrasystem.) 

225. På samme måde som et instinktvæsen i den åndelige verden arbejder på fysisk manifestation via planteriget gennem sin underbevidsthed, således arbejder jordmennesket på at komme tilbage til den åndelige verden ligeledes gennem sin underbevidsthed. Denne proces illustrerer forholdet og problematikken mellem den fysiske og den åndelige verden.

225A. Oversigtsbillede der viser hvilke rammer illustration 225 befinder sig i. 

226. Som det blev beskrevet under punkt 224A er det fysiske legeme kun i stand til at give bevidstheden fornemmelsesoplevelser af behag og ubehag. Denne tilstand relaterer sig til dyrenes bevidsthedstilstand, der som tidligere nævnt er en kombination af instinktenergi og guddommelige suggestion.

Men da jordmenneskets følelses- og intelligensliv udspiller sig på det underbevidste plan, er denne placering, materielt/åndeligt, ikke noget jordmennesket forstår rækkevidden af, nemlig at der er den omtalte barriere.

226A. Den begyndende åndelige bevidsthed har således sit udgangspunkt i instinktive kropslige behags- eller ubehagsfornemmelser der er forbundet med syn, hørelse, lugt, smag og fysiske følelsesoplevelser. Dertil kommer de begyndende underbevidste processer på det åndelige plan i form af følelse og intelligens. På denne måde starter rejsen ind i den åndelige verden.

226A. Men da den materielle verden kun udgør en sjettedel af et spiralafsnit og tilmed er jordmennesket fosterzone, vil den samlede erfaring jordmenneskene har gjort sig i naturvidenskaben, være at betragte som et meget lille udsnit af virkeligheden – nærmest befindende sig i det egentlige livs periferi.

227. Naturvidenskaben er således på en rejse frem mod mere og mere åndelighed. Gennem vind-, vand- og dampkraft nåede den frem til elektriciteten, der med åndsvidenskabelige briller repræsenterer overgangen mellem den fysiske og åndelige verden. Den er dog på dette niveau stadig domineret af tyngdeenergien der styrer det fysiske plan.

Tyngdeenergien strækker sig på således via elektriciteten et lille stykke ind på de åndelige planer i en overgangszone, hvor den manifesterer sig som stråler og bølger, der kan påvirke hjerne og nervesystem. På denne måde kan den elektriske genpart af tyngdeenergien – det dræbende princip – påvirke bevidstheden hos jordmennesket i negativ retning.

227A. Efterhånden som bevidstheden lærer at benytte sig af højere energier i form af følelses- og intelligensmaterie, bliver tyngdeenergien mere og mere utilgængelig for de fysiske sanser, der jo arbejder på det fysiske plan.

Den fysiske videnskab er således ved at forlade området for fysiske eksperimenter og målinger, til fordel for abstrakt tænkning, hvilket udelukkende er en åndelig proces.

227B. De fysiske teorier og matematikken der relaterer sig til fysiske fakta, strækker sig dog kun så langt. Efterhånden som videnskabsmanden/kvinden udvikler sine mere fint-stoflige legemer vil de kunne forfølge tilsyneladende uløselige matematiske og naturvidenskabelige problemstillinger ind på det åndelige område, hvor de vil finde deres løsning, – tænk bare på kvantemekanikken der tilsyneladende trodser Newtons fysiske love, osv.

For at komme dybere ind i den åndelige verden og løse mere komplicerede problemer, må følelses- og intelligensenergien harmoniseres i en art symbiose der tilsammen vil munde ud i kærlighedsenergi. Denne energi har kraften til at være værktøjet der åbner det intuitive plan.

På samme måde som følelses- og intelligensenergi i forening danner kærlighedsenergi – således er følelses- og tyngdeenergi på det fysiske plan årsagen til al fysisk energi udøvelse.  Et tankevækkende eksempel er det fysiske hjerteslag – det er følelsesenergien der får hjertemusklen til at trække sig sammen og tyngdeenergien der udvider den.

228. Efterhånden som naturvidenskaben således udvider sit undersøgelsesområde vil den på et tidspunkt helt forlade det fysiske verden, da al videre forskning herefter er matematisk, spekulativ og teoretisk. 

228A. Den menneskelige faktor vil i fremtiden blive det afgørende parameter i forhold til hvor store opdagelser der kan gøres, eller hvor langt forskningen kan nå ud. Man vil finde ud af at jagten på ære, magt og rigdom ikke vil kunne åbne det intuitive plan, hvor al sand indsigt og viden findes.

229. En forskers åndelige habitus vil således afgøre hvor dybt der kan trænges ind i universets hemmeligheder. Denne tilstand og metode kan beskrives med de evige og velkendte ord: ”Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud”.

230. Fremtidens forskningsprojekter vil centrere sig omkring ”tanke og sjæleliv”. Men for at kunne forske i disse områder, kræves der en bevidsthed der kan arbejde med højt vibrerende energier – derfor vil videnskaben i fremtiden blive betegnet som ”kærlighedsvidenskab”.

231. Sætter vi fokus på det fysiske plan, vil man opdage at det ikke har nogen grænse – det vil i al evighed kunne fremvise nye resultater, da det er under stadig forvandling og udvikling. Millioner af nye detaljer skabes i hvert en brøkdel af et sekund. Så svaret på menneskets grundlæggende spørgsmål findes ikke her.

Problemet med at komme ud over den fysiske verdens grænser, finder vi i den undersøgende forskers bevidsthed. Den er på nuværende tidspunkt ikke avanceret nok til at forstå dybden af svarene på de evigt gyldige spørgsmål.

Den moderne forsker er domineret af sin intelligens på bekostning af en mindre udviklet følelse. Disse to, parret med tyngdeenergien på det fysiske plan, laver en slags lukket system der kører i en evindelig ring. Videnskaben bliver derfor ”kold” og følelsesløs og er udelukkende interesseret i den materielle verdens mål og vægt.

231A. Den primitivt udviklede følelsesevne vil derfor, for nogle forskeres vedkommende, blokere for en dybere forståelse og indsigt i følelseslivets finere frekvenser. På denne måde bliver dele af videnskaben ensidig, materialistisk og følelsesløs og dermed brugbar i det dræbende princips tjeneste, ved i det uendelige at fremstille mord- og lemlæstelsesmaskiner.

231B. Disse forskende individer er sindbilledet på det geniale dyr. De værste dyriske tendenser kommer således ikke til udtryk i de væsener vi almindeligvis kalder dyr – men derimod i jordmennesket med sin nyligt udviklede intelligens.

231C. Kigger vi tilbage i tiden, blev forvandlingen fra dyr til jordmenneske gjort mulig da sidstnævnte blev modtagelig for højere åndelige energier i form af intelligensenergi. Denne nys erhvervede intelligens brugte jordmennesket til at tilfredsstille sin primitive dyrebevidsthed. Det blev således hurtigt sine med-dyr overlegen i drabsmetoder og kunne på denne måde udnytte sin nye status.

Det primitive menneske vil dog ifølge kosmiske love, der senere vil blive redegjort for, selv høste frugterne af den sæd det har sået i form af fremtidige smerter og lidelser.

232. Disse fremtidige smerter og lidelser vil i særlig grad udvikle følelsesevnen. På denne måde bliver individet følsom overfor de mere fint vibrerende dele af denne energi. Når intelligensenergien harmoniseres med følelsesenergien, begynder det kommende menneske at så en helt anderledes sæd. De to energier vil på et tidspunkt forene sig og bliver til kærlighedsenergi hvorfra strømmer uselviskhed og varme.

232A. Den nye tids viden bliver således en ”kærlighedsviden” der aktiverer intuitionsevnen og dermed åbner det kosmiske klarsyn.

Fortsættes på næste faneblad

Klik her