50. ”Det guddommelige Skaberprincip” (X) bliver kun tilgængeligt for almindelig sansning når det inkarnerer i levende væsener. I denne sammenhæng (Livets Bog) studeres det kun når det inkarnerer i vores egen gruppe – ”menneskeheden”.

Men det inkarnerer i alle andre grupper og i alle former for liv.

51. Som nævnt tidligere har jordkloden, med alle dens former for liv – her i blandt menneskeheden – passeret punktet hvor den mørke udstråling dominerer. Derfor er den lyse udstråling nu i tiltagende.

Denne nye lysende tidsalder kræver nye impulser fra skaberprincippet. Disse impulser må hverken være for primitive eller avancerede i forhold til det udviklingstrin den nuværende menneskehed står på.

Derfor er inspirerede ”religiøse” påvirkninger dele af den nye impuls. Disse påvirkninger udvikler sig således videre til sekter og kirker. Efterhånden som tiden går vil disse ideer og forestillinger virke naive og forældede og menneskene bliver dermed parate til at modtage flere og mere avancerede udtryk.

52. Impulserne fra Skaberprincippet er rytmiske og afføder ideer, religioner, kulturer og nye verdensopfattelser.

53. Disse impulser gælder også det planetariske niveau. Jordkloden er netop nu ved at modtage en ny åndelig verdensimpuls der vil komme til at stimulere og fuldkommengøre menneskehedens udvikling.

54. For at forstå rækkevidden af analyserne i ”Livets Bog” er det vigtigt at understrege, at jordkloden vi bor på, er et levende væsen, – et makrokosmisk levende væsen.

At solen i vores lokale solsystem også er et levende makrokosmisk væsen og at der ud over disse findes endnu mere avancerede væsener, såsom galakser – galaksehobe osv.

55. De kosmiske væsener lever som alle andre under kontrastprincippets betingelser i omgivelser der passer til deres udvikling.

56. Ligesom menneskene udgør et menneskesamfund i deres egen spiral – således udgør de enkelte planetariske væsener deres egne samfund. Fælles for hele spiralsystemet er at alle modtager rytmiske impulser fra skaberprincippet.

58. De enkelte væsener i deres respektive spiralkredsløb kan kun komme i forbindelse med Skaberprincippet via genløsere af deres egen kategori. For solare væsener er det således solgenløsere.

58A. Og for kloder – klodegenløsere.

58B. Det er i denne forbindelse vigtigt at indstille sin bevidsthed på at både mikrokosmos og makrokosmos består af levende væsener, der så at sige er bygget inden i hinanden.

Menneskeheden udgør således jordklodens hjerneorgan.

59. Illustration nr. 59 viser med al tydelighed den enorme forskel der er i udviklingsgraden på de forskellige klasser af individer. Det er derfor også indlysende at kontakt med skaberprincippet via verdensgenløsere uden for individets eget spiralkredsløb, ville være nytteløst.

60. Menneskehedens forestillinger om tidligere tiders verdensgenløsere var således, at de mente de var almægtige – at de måtte være inkarnationen af selve Guddommen.Men hvert spiralkredsløb har deres egen kategori af genløsere

61. Som vi har set i begyndelsen af kapitel 3 manifesterer skaberprincippet sig gennem rytmiske impulser. Den sidste store impuls – ”den gamle verdensimpuls” – spaltede sig efterhånden ud i tre mindre dele. Resultatet af denne udspaltning var de tre verdensreligioner – Buddhisme, Kristendom og Islam. Af disse tre blev Kristendommen den religion der bedst kunne videreføre de intentioner der lå i den oprindelig impuls.

Udbredelsen af denne tidlige form for kristendom blev udført i den gamle verdensimpul´s ånd – nemlig ved magt. Var det ikke sket på denne måde, var de nye ideer aldrig trængt igennem det panser af mørke der herskede i Vesten. Gennem den hårdtslående katolicisme, fik barbarismen sit grundstød, hvilket betød at masserne for første gang fik et lysglimt af den nye lyse impuls der var på vej.

63. Den lyse udstråling vil gennem den nye verdensimpuls give sig udslag i ny arkitektur, moderne musik og kunst, ligesom videnskaben vil nå nye højder.

Men den nye verdensimpuls vil også have negative konsekvenser når de gamle konventioner skal brydes ned, i form af politiske bevægelser og omvæltninger, seksuelle abnormiteter, ulykkelige ægteskaber og sindssyge. Disse er dog bare fødselsveerne for den nye verdensimpuls.

64. Under den gamle verdensimpuls var den daværende menneskehed udstyret med en lav intelligens og særdeles primitiv. Derfor var et tilsvarende verdensbillede fyldt med overtro og religion. Med den nuværende høje intelligens og gryende intuition, vil den nye verdensimpuls slå igennem med en helt anden styrke.  

65. Det endelig resultat af den nye verdensimpuls vil blive, at menneskehedens nuværende latente åndelige evner vil komme frem til fuld brugbar tilstand og at de vil komme til at opleve ”den store fødsel” der er porten til den virkelige oplevelse af livet.

70. Jordmenneskene tilhører endnu dyreriget, men er på vej mod det egentlige menneskerige. Kampen for tilværelsen befinder sig derfor i minefeltet mellem disse to riger.

Magten i dyreriget tilhører dem med de skarpeste tænder, klør og næb. For menneskets vedkommende tilhører magten de individer der har adgang til de bedste geværer, kanoner, bomber osv.

Det synes derfor ”moralsk forsvarligt” at vinde konflikter med våben. Taberne i disse konflikter er de svage, der på denne måde mister deres rettigheder.

I dyreriget er magten således det samme som ret. De væsener, der ikke har magt, har ingen ret – men er underkastet de væsener der har magt. Dette faktum er kernen i den mørke udstrålings moral.

71. Men da den lyse udstråling fra skaberprincippet langsomt tiltager i styrke, vil de dyriske principper over tid forsvinde. Det betyder at menneskerigets regler, hvor ret er magt, bliver gældende.

72. Den begyndende lyse udstråling er et opgør med dyrerigets princip om at magt er ret. Dette opgør er foreløbigt kulmineret i etableringen af en retsstat der sigter på at gøre ret til magt.

Der er dog lang vej endnu, da det dyriske princip endnu styrer store dele af det civiliserede samfund.

73. Magten i det civiliserede samfund er med tiden blevet identisk med materielle værdier – og materielle værdier er let tilgængelige med den geniale ombytningsfaktor vi kalder: PENGE.

Problemet er bare at penge har løsrevet sig fra ombytningssystemet og er blevet et mål i sig selv. Således er jagten på penge idealet i et samfund, der domineres af dyrerigets betingelser.

Kampen for tilværelsen er blevet en kamp om penge.

Det er denne kamp om penge blandt væsener der endnu befinder sig i dyreriget – der gør den rå pengemagt til ret.

Det eneste der stopper denne pengemagt, er etableringen af statsmagten, som er den faktor der holder de værste dyriske drifter i ave.

74. Men da statsmagten kun kan udvikle sig på basis af erfaringer, må disse erfaringer først finde sted.

Handlinger der strider mod tidens moral, må der efterfølgende laves love imod. Derfor er statsmagten altid et stykke bagefter begivenhederne.

75. Der findes altså områder der går under statsmagtens radar, da der endnu ikke er udviklet lovgivning imod dem. Disse områder går under navnet ”forretningsverdenen”. Inden for det område er det muligt at iklæde røveri og plyndring så fine former at de for den uvidende hob ligefrem stråler som moralske idealer.

Forretningsverdenen er dermed blev den moderne kampplads for menneskenes kamp om værdierne. Men resultatet er det samme – ruin, fattigdom og undertrykkelse for taberne og rigdom, luksus og magt for vinderne.

76. Forretningsprincippet er således blevet det fundamentale i menneskets selvopholdelsesdrift – selve livet er blevet en handelsvare der købes og sælges.

Overordnet set skal enhver værdi betales med en tilsvarende værdi, så på denne måde er forretningsprincippet i sin dybeste analyse af ædel og kosmisk natur.

Men det bliver samfundsskadeligt når nogle perverterer det oprindelige princip, og der ikke betales en pris der er i harmoni med den reelle værdi.

Der kan således vær tale om både en overpris og en underpris. Det kosmisk set uretmæssige overskud, kan tilfalde både køber og sælger.

76A. Et sådant overskud er et ”noget”, der ikke er ydet ”noget” for. Dette overskud går til købers eller sælgers privatformue men efterlader et tilsvarende underskud i den samlede verdensøkonomi.

Ophobninger af værdier gør dem utilgængelige for det øvrige samfund, der efterlades i en mangelsituation.

Hvis en formue besidder giver beskæftigelse til sine medmennesker, kan man jo så indvende at en sådan privatformue alligevel kommer samfundet til gode.

Alt hvad der kommer samfundet til gode skal naturligvis trækkes fra privat formuen, der endelig kun skal opgøres af det der kan kaldes ”unyttigt overskud”.

At give beskæftigelse til andre er jo ikke formue besidderens egentlige mål – men et middel til både at skabe og forøge den.

Ligeledes holdes betalingen til de beskæftigede som regel på et minimum.

76B. Eksempel: En mand har ti personer i arbejde. Ved hjælp af disse personer er han i stand til at uføre arbejde der på årsbasis giver ham en indtægt på 150.000. Udgifter til lønninger er 50.000 – skatter og afgifter 30.000. Til arbejdsgiveren sunde og naturlige (og kosmisk set nødvendige) livsfornødenheder er der 5000.

76C. Regnestykket giver således et overskud på 65.000 der som arbejdsgiverens formue er tabt for samfundet. Han har hermed forringet samfunds kapitalen med 65.000.

Skåret ud i pap – for at få brød og arbejde til ti personer, måtte samfundet yde arbejdsgiveren et gratiale på 65.000. På denne måde koster det samfundet enorme summer at betale arbejdsgivere for at holde beskæftigelsen i gang.

Det produkt som de ti personer skabte, kunne altså erhverves 65.000 billigere.

76D. Det omtalte overskud kan blive en yderligere gene for samfundet – da privatformuen – der er lig med magt – nu sætter sin ejer i stand til at bekæmpe sine pligtskyldige afgifter til samfundet i form af pres på lønninger og protest mod ”høje skatter” – og på denne måde berige sig yderlige.

På denne måde opstår der en skarp grænse mellem dem der har – pengemagten, og dem der ikke har – den store hob uden formue.

Men da flertallet er at finde i den store hob uden formue, bliver denne lejr også en magt – om end pengemagten langt underlegen. Men den nu underlegne store hob, repræsenterer den gryende statsmagt.

77. Da pengemagten således ejer værdierne, tvinges det øvrige samfund til at købe deres livsfornødenheder her. Men på disse varer skal der også lægges en profit.

Men da modparten kun har sin arbejdsevne til at betale med og denne underbetales, bliver resultatet at værdierne tårner sig op i den ene ende af samfundet. Således er den ene del af samfundet ved at underminere den anden.

78. Det nuværende samfundssystem er således ved at tilintetgøre sig selv. Det vil altså sige at ethvert menneske der kommer til verden uden at være arving til en formue i virkeligheden er pengemagtens undersåt og tvunget til at betale en overpris for sin eksistens.

Den eneste udvej er at skaffe sig penge og selv blive en undertrykker – for penge kan købe dig fri

78A. At være formue besidder udgør derfor et ideal for menneskeheden.

78B. Som følge af tilbedelsen af kapitalismen, er al opdragelse og undervisning baseret på at gøre individet så kvalificeret som muligt i kampen om materiel gevinst.

Penge er således en livsbetingelse i menneskets selvopholdelsesdrift, idet det er det eneste middel der kan frelse det fra undertrykkelse og armod.

78C. Når man således bliver opdraget til at elske penge, kan man ikke bebrejde dem der har nået deres mål. Især ikke når pengemagtens modstandere er taberne i spillet om penge. Hvis taberne i spillet om pengemagten havde haft heldet med sig, havde de fleste i dag siddet på vindernes pladser.

78D. Opdragelse og livsbetingelser er derfor funderet i et udviklingsproblem. Hvis man forestillede sig at pengemagten fordelte alle pengene til det øvrige samfund, ville der inden for 24 timer have etableret sig nye kapitalister.

Det egentlige problem ligger altså i at den samlede menneskehed endnu ikke har forladt dyreriget, at det endnu ”hellere vil tage end at give”. 

79 80. Menneskenes kamp for at forene retten med magten har på denne måde fundet sted lige så længe som skaberprincippets lyse udstråling har virket ind over jorden. Med den nye verdensimpuls vil dette tempo sættes dramatisk op.

I dyrerigets selvopholdelsesdrift eksisterer der ikke noget retsbegreb – kun magt.

Disse primitive væsener der baserede deres eksistens på magt, er den nuværende menneskeheds stammefædre – deres Adam og Eva.

Og da de ikke begreb ”godt” eller ”ondt” var de derfor besjælet af det instinkt der bød at enhver er sig selv nærmest. Dette var loven for tilværelsen og da de ikke var belastet af nogen som helst form for moral, levede de ”paradisisk”, hvilket vil sige i lykkelig enhed med deres rige. Og da dette rige jo var dyreriget, blev dette således for samtlige væsener ”paradisets have”.